Den 11. november i år er det 100 år siden at ”Den store Krig” siden kendt som 1. verdenskrig, afsluttedes. Krigen begyndte i august 1914 og ingen troede, at den ville varer i over fire år. Det blev en lang og udmattende skyttegravskrig, som krævede rigtig mange ofre og tab. Efter krigen i 1864 var Sønderjylland og Als tabt til Det Tyske Kejserrige og omkring 30.000 unge sønderjyder blev indkaldt til den tyske hær i løbet af  1914-1918. Krigen krævede som nævnt mange ofre og 5.700 soldater med dansk oprindelse kom aldrig hjem igen.

Her fra Egen Sogn faldt der 66 mænd i løbet af krigen. Hver år på den søndag, der ligger nærmest den 11. november går vi efter gudstjenesten ud til mindestenen og lægger en krans og holder et minuts stilhed, for at ære de faldne. I år er den 11. november netop en søndag og fra kirkens side har vi i menighedsrådet tænkt os at gøre lidt ekstra ud at 100 års markeringen. I samarbejde med Egen Sogns Lokalhistorisk Forening vil vi prøve at kaste lys over, hvad der skete i befolkningen her i sognet i løbet af de fire år krigen varede og ligeså efterfølgende. Men det er en krig som der ikke blev talt meget om.

De mænd, der overlevede fortalte nødig om deres oplevelser, som må have været grænseoverskridende. Alligevel vil jeg her igennem efter- lyse om, der er nogen af jer, som lig- ger inde med breve, kort, dagbøger, fotos eller andet fra denne krigs tid. Ting der vil kunne fortælle os om de involveredes skæbner.

Tanken er, at vi for det første vil prøve at finde billeder af de 66 faldne og med få ord beskrive deres skæbne i krigen. Hvad blev der af dem der overlevede og kom hjem? Men til dette behøver vi hjælp fra både ”de faldne”´s og de overlevendes familier. Så vil I ikke prøve at lede jeres gemmer igennem og henvende jer enten til Lokalhistorisk Forening eller til mig. Sognepræst Kitty Hovgaard

Siden Reformationen blev gennem- ført i årene 1517-1536 har præstens påklædning stort set været uforandret. Dengang for 500 år siden ønskede man at slettet skellet mellem præsterne og borgerne og indførte således den præstedragt vi kender i dag. Dengang var en lignende påklædning en almindelige borgermands dragt, fx bar mange pibekrave fordi man gik på pudrede parykker og pibekravens formål var således at beskytte det mørke tøj fra det pudder, som kunne falde ned på skuldrene.

Når man er ansat i Den Danske Folkekirke har man ret til et nyt ornat/præstekjole hvert ottende år. Præstekjolerne bliver syet hos Atelier 2000 Uniforms-Skrædderi i Sønderborg, præster fra hele landet kan få taget mål hos skræddere rundtom i Danmark, men selve fremstilling foregår altså her på Als.

Ordet ornat stammer fra latin og betyder oprindelig ”prydelse” eller ”højtidsdragt” men er nu betegnelsen fra en gejstlige embedsdragt. Og hvordan ser den så ud denne embedsdragt? Den hvide pibekrave er lavet af tre stykker bomuldsstof, som er syet forskudt sammen, så der dannes kanaler, de såkaldte piber. Bomuldsstoffet kan tåle at blive kogt sammen med risstivelse, der giver kraven den rette stivhed. Men i mit arbejde som præst kommer jeg ud for at skulle gå udenfor i al slags vejr, ligesom luftfugtigheden i kirken kan være svingende. Det kan pibekraven ikke holde til så efter et lille halvt års tid skal den pibes på ny. Der findes en rækker kvinder rundt om i landet, som endnu mestrer denne kunst og så sender man sin pibekrave afsted til en af disse. Kraven er syet efter mål, så den passer til mig og holdes på plads af en kravenål i sølv, i øvrigt fremstillet hos en lokal guldsmed.

Selve kjolen er næsten gulv lang, syv centimeter fra gulvet og syet af 100% engelsk uld og med silkefor og håndlavede posementknapper dvs. pynteknapper, idet ornatet lukkes med indvendige knapper eller lynlås. Den første præstekjole jeg fik, blev syet i København, hvor jeg har studeret. Det var hos Kgl. Hofleverandør Brdr. Andersen på Strøget. Dette ornat vejer næsten 7 kg og har barder i vingerne, som er på forsiden. Mine efterfølgende tre ornater er alle syet hos Atelier 2000 de er knap så tunge for i vore dage er hvalerne fredet og det er et andet organisk materiale som er syet ind i disse fløje på forsiden og rundt om nakken, således at pibekraven står flot op.

Bisperne og den kongelige konfessionarius har ornater syet af fløjl og silke og så bærer de i tilgift et stort guldkors i kæde om halsen. Sådan som I kan se det på Benthe Sørensens billede af biskop Marianne Christiansen og jeg fra mit 25 års jubilæum sidste år.

På de sorte ærmer sidder to hvide poignetter, det er manchetter som er syet på med hulsøm. Disse manch- etter er håndbroderede og fremstillet af bomuld. I øjeblikket er det af kvinder fra Mexico, der laver disse. Det er en af vore udsendte danske præster, som har sat dette projekt i værk for mexicanske syersker.

Jeg er så privilegeret at have et par damer her i sognet, som kan kniple, en brugskunstart, som havde sit højdepunkt og glansperiode under Christian d.4. På mange malerier af monarken og af andre kongelige og adelige kan man se, at de har hvide manchetter og kniplinger på deres ærmer. Jeg har i lighed med disse afbilledninger monteret mine fine og smukke kniplinger på poignetternes hulsøm, hvilket ligesom sætter en prik over ”i´et” som man siger.

Jeg bærer altid et let rullekravebluse under mit ornat andre foretrækker knækflipper, men det kan man selv bestemme ligesom skoene og strømperne, blot begge dele er sorte. Og hvorfor skal hele uniformen så være i sort og hvid? Ja, oprindelig var det altså en almindelig borger dragt, så præsten ikke skilte sig ud fra de øvrige borgere. Men med tiden kan man tale om, at præstens ornat eller uniform gør at man som forkynder bliver anonym og blot er et talerør for Gud. Når jeg ifører mig mit ornat er jeg Guds tjener og menigheden skal ikke sidde og tænke på, hvorfor jeg har taget noget bestemt tøj på, en fjollet farve eller noget slidt eller noget moderne. Min uniform gør at jeg kan forkynde Ordet rent og purt og ikke ved min person distrahere tilhørerne.

Kitty Hovgaard, Egen Præstegård d. 29. maj 2018