Nu er vi på vej ind i sensommeren og efteråret venter os og dermed november, hvor det den 11. er hundrede året for afslutningen på Den store Krig / Første verdenskrig. Både Egen Sogns Lokalhistoriske Arkiv og undertegnede har modtaget oplysninger, breve og effekter fra krigens tid og vi er ved at forberede fejring og markering af dagen i Kirken og Sognegården. Men skulle der være kommet mere frem fra gemmerne rundt om i hjemmene her i sognet, må I stadig gerne henvende jer både til Lokalhistorisk Forening og til sognepræsten.
  
– Husk at sætte kryds i kalenderen til søndag den 11. nov. kl. 10.00 gudstjeneste i Egen Kirke, grænsenedlæggelse ved Minde- højen og en sammenkomst i Sognegården, hvor jeg vil opfordre alle, som er efterkommere eller slægtninge af de 66 faldne til at deltage.

Et forhold i vores liv der ikke er til at komme udenom, - når først vi er her skal vi også herfra engang.
 

Døden indhenter os alle før eller siden. Menneskets forhold til døden har været meget forskelligt gennem tiderne, hvilket man kan komme og høre om onsdag d. 28.nov., hvor Kai Møller vil fortælle om begravelse- skikke før og nu.
  
Døden kan være meget tabu belagt, det er noget vi ønsker at skubbe fra os og helst ikke tale om. Men døden er et faktum i vore liv, den er uundgåelig og derfor bør den også tages alvorlig.
  
I mit arbejde står jeg omtrent ugentligt overfor familier, der har mistet et familiemedlem. Rigtig mange står famlende overfor hvad der skal ske, - begravelse eller bisættelse, hvilke salmer skal man synge, skal der medvirke en præst, hvad med gravsted? Spørgsmålene vælter ind over disse mennesker, som i forvejen er i sorg. Både bedemand og præst er selvfølgelig behjælpelige, men alligevel kan man ofte føle, at de pårørende til en afdød helt er på ”Herrens mark”.
  
Jeg opfatter højtideligheden i forbindelse med begravelse eller bisættelse som en slags fest, nuvel ikke sådan et gilde eller bal, men dog en fest. Langt de fleste mennesker har haft en dejlig og indholdsrig tilværelse og er elsket og savnet af deres kære. Og derfor skylder man også afdøde at gøre noget ud af deres, med et gammeldags ord, ligfærd.
  
Af og til har afdøde selv gjort sig notater fx i salmebogen, hvor der er kryds ved alle yndlingssalmerne. Det kan være i deres Bibel, hvor der er markeret ved nogle tekststeder. Og endelig har afdøde eventuelt sagt eller nedskrevet at man ønsker at begraves eller at brændes. Nogle har reserveret gravsted eller ytret ønske om at deres aske skal spredes over havet. Så er der dem, som føler sig mest knyttet til en bestemt præst eller kirke, her er det vigtigt at har husket eventuelt at løse sognebånd til den pågældende præst, for at kunne gøre brug af vedkommende. Endelig er der, dem som har meldt sig ud af Den danske Folkekirke, de skal selvfølgelig huske at gøre deres familie opmærksom på dette, idet man da har fraskrevet sig retten til at bruge sognets kirke og præst. Jeg ved at det kan komme bag på familien, fordi det ofte er meget givende og vigtigt at få bearbejdet sin sorg og det sker tit gennem kirkens ritualer og det at man kan tale med en præst. Men har man meldt sig ud skal det naturligvis respekteres.
  
Så for ”at kunne sige verden ret farvel” (citat fra en salme DDS. 538) er der mange aspekter inde i billedet. Der er mange ting at overveje og at tale med hinanden om, så man er sikker på at man som pårørende til en afdød handler efter afdødes ønske.