Lige før hørte I et afsnit fra Lukas-evangeliet, hvor Jesus fortæller en lignelse om en rig mand, som har sine bekymringer med alt sit jordiske gods. Jesus fortæller historien pga. en henvendelse fra folkeskaren, hvor én beder ham hjælpe i en arvesag.

Fra vores verden ved vi godt, at arvesager kan gå hen og sætte grimme sår i en familie. Hvis afdøde ikke i levende live har skrevet et testamente, hvor alt står soleklart, hvem der skal have hvad. Så kan der ind imellem opstå skærmydsler i selv de pæneste og høfligste familier. Det er trist, det mener Jesus også. Han siger, at vi skal være på vagt over for griskhed eller grådighed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvor meget det ejer.

Griskhed er for resten én af de syv dødssynder, gerne symboliseret ved netop som i beretningen, en velklædt, fedladen mand, som har en masse tønder med diverse fødevarer og pengesække stående omkring sig. Grisk- hed er negativt, for den gør, at man vender sig bort fra det evige og fra sit medmenneske og kun beskæftiger sig med at puge og samle sammen. Det er ikke godt, men mon ikke vi alle har en større eller mindre rem af huden. Lad mig komme med et eksempel: Kaffepause i konfirmandundervisningen, den medbragte kage skæres for. Straks ved uddelingen begynder skænderierne. "Du har fået et større stykke end mig!" eller "Jeg vil have et stykke til, for mit var mindre end min sidemands!" Det kan vi selvfølgelig ikke se, for det er allerede spist! Se det er faktisk en slags griskhed eller grådighed, når konfirmander har travlt med hinandens kagestykker eller hvad med saften? Det er som regel mig, der er den retfærdige opmåler, så alle får lige meget, sådan cirka. For ellers bryder det løs igen, med hvem der har fået mest, og den der har det godter sig. Se det er griskhed.

Men nu afhænger et menneskes liv ikke af, hvad det ejer, siger Jesus. Et menneskes liv afhænger af, hvad vi fylder det ud med. Et meningsfuldt og næstekærligt liv er en gave. Vi mennesker kan så let som ingenting hænge fast i tomhedens hamsterhjul. Hvor vi løber og løber, uden at finde meningen og indholdet i tilværelsen. Det er endeløs tomhed og jag efter vind. Og pludselig er dagene brugt op og en fjern og ukendt stemme råber i ens øre: "Tåbe, dit liv er slut og din chance forspildt!"

De sidste to tre måneder af vore liv har været anderledes end vanligt. Vores tilværelse blev sat på pause og vi kunne se, at livet er mere end føden og klæderne. Livet er tiden her og nu blandt de mennesker, som nu en gang er lige her rundt om os. Corona-tiden blev for mange en øjenåbner, hvor der pludselig var tid til at leve livet, se det, føle det. En brat opbremsning, hvor man kunne mærke livet og de nære relationer på godt og på ondt. Det har været en tid med omkostninger, men også med berigelse - begge i overført betydning, for herinde taler jeg ikke om økonomi. En berigelse for sjælen, som vi forhåbentlig vil tage med os videre i livet. I kære konfirmander, har været van til at tilbringe langt de fleste af jeres vågne timer uden for hjemmets fire vægge. Men efter d. 11.marts skulle I med ét være hjemme hele tiden. I har ganske givet følt at jeres nære bånd til vennerne ligesom blev klippet over. På den anden side fandt I måske ud af, at I kunne faktisk mange ting selv og sammen med jeres familier. Det er godt at være social, men det er også godt at kunne stå på egne ben. At kunne træffe en beslutning uden at behøve at vide hvad andre siger, synes eller mener. Der er intet forkert i at være selvstændig.

Jesus var selvstændig, han kunne sige og gøre ting, som han selv stod inde for. Men han var også social og havde sine gode venner. Jesus var barmhjertig og hjalp andre mennesker enten med gode ord eller med helbredelser. Men han var ikke grisk, for han spekulerede aldrig i at puge sammen. Jesus var rig i sin fattigdom, rig på venner og næstekærlighed og så var han tro mod sig selv. Jesus er en god rollemodel, hvilket jeg håber I har forstået via vinterens undervisning i kristendom. Han er et eksempel til efterfølgelse for alle vi kristne.
AMEN.

Se konfirmationsbillederne  her